Bag facaden – græsset

Bag facaden i Sportsbyen – neongrønt er godt for boldøjnene

Hvad skal der egentlig til?

Det er det, vi finder svar på i denne føljeton, hvor Oplev Holbæks oplevelsesformidler, Line Marqvertsen, går bag facaden på Holbæk Sportsby og møder de mennesker, der hver dag sørger for, at Sportsbyens faciliteter og anlæg står skarpt.

I dag skal vi se på noget, der bogstaveligt talt står plæneklipperknivskarpt, når HB&I tager imod udehold fra nær og fjern i 3. division, pokalturneringer eller ungdomskampe.

Vi skal en tur ind på stadionbanen sammen med Frederik Andersen og Trine Timler fra Driftafdelingen.

Som tre fans stod vi en onsdag langs banderne og stirrede ud over grønsværen, hvor dagens fodboldprogram bød på – absolut ingenting.

Ikke engang en glemt bold.

Men så blev der tid til at snakke om det, som er så essentielt for en fodboldkamp, at det næsten fortjener sin egen plads i startopstillingen: Græsset.

En helt særlig sort med ekstra dybt rodnet udviklet til fodboldbaner.

For hvis græsset var en spiller, var det holdets helt store slider. Den eneste, der er med i samtlige 90 minutter, tager imod alle tacklinger og stadig forventes at stå oprejst bagefter.

“Hvordan får man egentlig de striber?” spørger Line og ser ud over banen, hvor man tydeligt kan se græsset skifte farve i nogle striber, der er så lige, at de må være menneskeskabte.

“Ha! Det var også det første, jeg spurgte om!” udbryder Frederik.

For der er noget fascinerende ved at opdage et stringent tofarvet mønster i græs, som jo egentlig burde være ensfarvet.

“Det er faktisk bare en tromle,” siger Trine og fortsætter: “Jeg kører med en tromle bag på min grønne John Deere, som rejser græsstråene op og lægger dem ned afhængigt af, hvilken vej jeg kører. Det får græsset til at se sådan ud. Måske vil jeg en dag prøve at lave banen ternet.”

Og Trine har faktisk allerede en helt særlig kamp i tankerne til den plan. Det vil vi lade hende overraske os med.

Men inden græsset overhovedet bliver klar til at lave kreative mønstre i, går der rigtig meget arbejde forud.

Det arbejde begynder i april.

Og det er omfattende.

Så omfattende, at HB&Is førstehold, hvis sæson på det tidspunkt er i gang, bliver forvist til kunstgræsbanen, mens arbejdet står på.

Græsset bliver vertikalskåret, så mos og dødt græs kommer væk. Plænen bliver prikket, så luft, vand og næring kan nå rødderne, og derefter følger topdress og gødning.

Og lidt ekstra magnesium.

Det giver nemlig græsset den dybe grønne farve, man forventer af en rigtig stadionbane.

“Det, vi bruger, er faktisk alt sammen økologisk. Så man kan lige tage en bid græs og tanke sine egne vitamindepoter op,” griner Frederik.

Så hvis man endelig skal ned og bide i græsset, er Sportsbyens stadionbane tilsyneladende ikke det værste sted at gøre det.

Til sidst skal plænen have vand. Og her er det rart med en stor sprinkler, der står for den del.

Men det er ikke det eneste, der er helt eller delvist automatiseret.

Tre faste dage om ugen triller Trine henover banen på sin havetraktor og klipper den – og altid dagen før en kamp.

“I må da have et kæmpe problem med ukrudt? I er nabo til en skov, en mark og en eng. Flyver der ikke lidt af hvert ind til jer?” spørger Line.

“Bare plænen bliver klippet de der tre gange om ugen, så får ukrudtet aldrig fat,” siger Trine med et lettet smil over, at hun aldrig kommer til at rundere 7.000 kvm plæne med et mælkebøttejern.

Med græsset grønt, vandet og nyslået er vi nu klar til det, som ingen fodboldkamp kan afvikles uden.

Linjerne.

Og her kommer en anden lille automatiseret hjælper rullende ind fra sidelinjen.

For et par år siden anskaffede Holbæk Sportsby sig en kridtrobot. Indtil da foregik opstregningen af banen manuelt. Et slidsomt og monotont arbejde, der som tak for at være enormt kedeligt også krævede enorm koncentration for ikke at ende med skæve linjer.

Nu kan kridtrobotten kridte hele banen op på 40 minutter, hvilket er langt hurtigere end et menneske ville kunne.

Robotten bliver fyldt med en kridtmasse, der har omtrent samme konsistens som maling, og der er lige plads nok i beholderen til at klare en 11-mandsbane. Bagefter går Trine arbejdet efter og lapper de steder, hvor robotten ikke har kunnet komme til, f.eks. omkring målstolperne.

Men for præcis et år siden gik det galt.

Måske havde den lille robot fået en fadøl over tørsten inden pokalkampen mellem HB&I og Vejle Boldklub …

Den var i hvert fald begyndt at køre skævt.

Normalt kan en forkert streg vaskes af med vand og en grov kost.

Hvis man altså når at opdage det, inden kridtmalingen er tør.

Og denne dag kom Frederik for sent.

Den hvide sidelinje, der lige om lidt skulle spilles kamp efter, var trukket 20–30 cm skæv, og den kunne ikke komme af.

Kort efter stod en lettere desperat Frederik hos AO og bad om en slidstærk grøn spraymaling.

“Vi har den her til vejarbejde,” sagde ekspedienten og langede en sprayflaske over disken, der tydeligvis var neongrøn.

“Kunne du ikke have taget et græsstrå med som farveprøve og bedt dem tone den?” griner Line.

Det kunne Frederik godt grine af nu.

Men lige dér, med en pokalkamp på vej og en skæv sidelinje på stadionbanen, var situationen næsten mere sveddryppende end selve kampen.

Fejlen blev i al hast malet over med neongrøn vejmaling, og en ny – denne gang korrekt – linje blev trukket.

Om spillerne opdagede det, melder historien ikke noget om.

Men hvem siger, at det er kedeligt at se maling tørre og græs gro?

Næste gang tager vi tilbage i Frederiks hule under Svømmecenteret, hvor vi skal høre om rensningsprocessen og en plan, der forventes at ende som en rigtig gyser.

Artikel og fotos: Line Bigum Marqvertsen