⚽️ Historien om fodboldmaleriet, der ikke blev udtaget
Holbæk Sportsby har fået lovning på at udstille et ganske særligt fodboldmaleri, og i den forbindelse er Line Bigum Marqvertsen fra Oplev Holbæk igen gået på jagt efter historien.
Men lad os først lige se maleriet.
Det begyndte nemlig sin udstillingsperiode i kommentatorboksen på Sportsbyens fodboldstadion.
Og på sin vis kunne det ikke være smukkere at se et kunstværk, der forestiller fodboldspillere midt i en duel om bolden, komme i sådan en “glasmontre”.
Anledningen til den prominente udstillingsplads var, at det danske U16-pigelandshold skulle tage imod Schweiz til to venskabskampe, som blev afviklet i Holbæk Sportsby.
Men det var faktisk slet ikke derfor, at maleriet var hentet til Sportsbyen.
Udstillingen af maleriet kom i stand, fordi værkets ejer, Helle Mollerup, var rykket i en mindre bolig og ikke længere kunne give værket den plads, det fortjente. Så vi tog fat i Helle for at høre historien – og hurtigt viste det sig, at den historie ikke kunne fortælles uden også at involvere DBU.
Så her kommer begge deres historier.
Vi begynder i 1989 med DBU’s 100-års fødselsdag.
Et 100-års jubilæum for Danmarks største specialforbund skulle naturligvis markeres ordentligt, så den runde dag blev fejret med både en jubilæumsturnering mellem Danmark, Sverige og Brasilien, som Danmark vandt, og en bestilling af et fodboldkunstværk.
Til at holde de mange jubilæumsbolde i luften havde DBU nedsat et udvalg bestående af tidligere fodboldspiller og sportsjournalist Jens-Carl Kristensen, DBU-medarbejderen Benny Jacobsen og Poul Hyldgaard, der senere blev formand for DBU. Også Frits Ahlstrøm, der var DBU’s pressechef, var tæt inde over.
Hos DBU mindes man, at det især var Jens-Carl, der var manden med indblik i kunstverdenen og derfor den bærende i beslutningsprocessen omkring maleriet.
Opgaven med at indfange fodboldens væsen på lærred tilfaldt Odsherredsmaleren Ole Finding. Han døde tidligere i år, 89 år gammel, efter et langt liv som lokal kunstner i Vestsjælland.
Ole var oprindeligt uddannet malersvend, men passionen for at tegne og male, som han havde haft med sig fra barnsben, fik ham til at skifte malerrullen ud med de mere alsidige udtryksformer på Kunstakademiet, hvor han blev færdiguddannet i 1962. Senere samme årti var han med til at stifte den politiske musik- og billedkunstgruppe Røde Mor på Tuse Næs, inden han i midten af 70’erne forlod gruppen og slog sig ned som solokunstner i Odsherred.
Men nu tilbage til fodbolden og maleriet.
Præcis hvordan udvælgelsen foregik, kan DBU ikke længere dokumentere. Jubilæet ligger trods alt 37 år tilbage, og heller ikke spørgsmålet om, hvorfor valget netop faldt på Ole Finding, har det været muligt at få et sikkert svar på.
Men ifølge Helle var Ole et meget eftertænksomt menneske, og hendes fortælling er, at han derfor valgte at give DBU to værker at vælge imellem.
Med mange forudgående tanker og to færdige malerier kom tiden til, at DBUs jubilæumsudvalg skulle træffe sin beslutning, hvor det ene værk, ifølge Helle, fik titel af DBU’s officielle jubilæumsværk, mens det andet værk måtte se sig slået og kom med Ole hjem igen.
Og her skal vi måske finde den største parallel til fodbolden. For selvom der kun kunne vælges ét værk, så sad Ole stadig med følelsen af, at det fravalgte værk havde tabt kampen, fordi det ikke var godt nok.
Så er der jo kun én ting at gøre: Arbejde videre, så det kan blive bedre.
Oles fornemmelse for, hvornår et maleri kan det, det skal, viste sig at være præcis. For i slutningen af 90’erne, efter at have arbejdet videre med både motiv og handling, var Ole nu tilfreds nok til at lade maleriet stå sin prøve på sin udstilling i Huset i Asnæs.
Og endelig var der en, der fik øje på, hvad værket kunne.
Helles nu afdøde mand kom forbi og faldt blandt andet for billedets kraftige farver, som han følte understregede den fart, der er i en fodboldkamp.
Siden har værket boet hos Helle, der nu har haft glæde af det i lidt over 25 år.
Lige indtil pladsen blev for trang, og Helle tænkte – “Hvor kan et værk, der knytter sig til fodboldsporten og lokalområdet bedst komme til sin ret?”
Og valget faldt heldigvis på Holbæk Sportsby.
Her må værket nu for alvor siges at være kommet i sit rette element.
Og hvad blev der så af det officielle jubilæumsværk, som DBU valgte?
Ja, her troede vi egentlig, at vi ledte efter ét værk.
Men DBU viste sig at have hele tre Ole Finding-malerier hængende på deres kontor.
Alle dateret til jubilæet i 1989 og alle en skattet del af DBUs arvegods.
Præcis hvordan de alle tre er kommet ind i samlingen – og hvilket af dem der var det oprindeligt udvalgte jubilæumsværk – kan DBU ikke længere fastslå.
Og da vi kiggede i programmet fra jubilæumsturneringen i 1989, dukkede der såmænd et femte Ole Finding-maleri op på forsiden – et værk, som hverken er Helles eller et af de tre, der i dag hænger hos DBU.
Så præcis hvor mange fodboldmalerier Ole Finding havde i spil omkring DBU’s 100-årsjubilæum, tør vi efterhånden ikke sætte tal på.
Men Helles værk, der i første omgang måtte se sig slået, har nu, efter sin stjernestund i kommentatorboksen, fået en ny fremtrædende placering i Holbæk Sportsby – nemlig i foyeren, hvor det skal udstilles resten af året, mens virkelighedens fodboldspillere og andre udøvere kommer til at gå lige forbi det hver eneste dag.
Dér i forbifarten kan maleriet og sportsudøverne minde hinanden om, at alle præstationer kun er et øjebliksbillede.
Og bliver man ikke valgt første gang, kan man altid arbejde videre, finde sit publikum og ende et sted, hvor man kan stråle.
For det er ikke altid den første udtagelse, der afgør, hvor langt man kommer.
Tak til Helle Mollerup og DBU, fordi vi måtte fortælle historien.
Artikel: Line Bigum Marqvertsen
Fotos: Line Bigum Marqvertsen, Ina Kyhl, fodboldhistorik.dk