Ny føljeton: Bag facaden

Artikel og fotos: Line Bigum Marqvertsen – oplevelsesformidler hos Oplev Holbæk

Hvad skal der egentlig til?

Tja, når samtaleemnet er Holbæk Sportsby, så er svaret: Rigtig meget!

Ikke kun for topatleter, der ønsker at vinde turneringer. Men også for Frederik, Søren og Trine, der til dagligt står for at holde Sportsbyens faciliteter og anlæg i form, så både topatleter og vi andre får en god oplevelse, når vi træder ind ad døren.

Derfor er Line, Oplev Holbæks oplevelsesformidler, taget med Sportsbyens driftsteam på arbejde for at se, hvad der går forud for, at vi kan hoppe i rent vand eller få en nyklippet boldbane under fødderne.

Vi begynder hos Frederik Andersen, der tidligere selv har været subelite-triatlet, men i dag arbejder med at sikre vandkvaliteten i Sportsbyens Svømmecenter fra sin “hule”, som han kalder den.

Nede under svømmecenteret ligger nemlig en lige så stor kælder, hvorfra Frederik holder øje med alt fra pH-værdi til bakterieniveau i vandet.

Men for ikke at hoppe direkte i dybden med alle de tekniske sider af Frederiks job – dem vender vi tilbage til senere i føljetonen – starter vi med noget helt lavpraktisk: Hvad sker der, hvis man taber noget i vandet, og det bliver væk?

“Det finder vi aldrig!” svarer Frederik, når en livredder ringer, og en badegæst har tabt alt fra sin næseklemme til sine ørestikkere i vandet.

Og dog …

For vandet – og det, vi taber i det – ender jo et sted.

De 2,6 millioner liter vand i det store bassin cirkulerer i sit eget kredsløb og kommer både en tur igennem bundstøvsugeren, der kører hver nat, og gennem filtersystemet i kælderen, der kører i døgndrift.

“Bundstøvsugeren tager ørestikkerne,” siger Frederik, der dog endnu har til gode at fiske noget rigtig fedt op af grovfilteret, som er det første, vandet rammer på sin rejse gennem rensningssystemet.

“Jeg har ikke fundet hverken guld eller diamanter endnu, men til gengæld masser af ørepropper, næseklemmer, tandstikkere og glukosemålere,” siger Frederik.

Sådan nogle svømmehalsfiltre passer nemlig ikke sig selv. Frederik skal løbende rense og vedligeholde dem og sikre, at grovfilteret har fanget det, det skal, inden vandet fortsætter gennem seks øvrige filtre, der indeholder aktivt kul og sand – og det er vel at mærke kun det store bassin. De øvrige bassiner har deres egne filtre og rensningssystemer.

Men hvad så, hvis man taber noget og faktisk ved, hvor det er, men bare ikke selv kan få fat i det?

Så tager Frederik en dyb indånding.

Ikke fordi han har tænkt sig at dykke ned efter det. Men fordi opgaven kan være lettere sagt end gjort.

For eksempel da en badegæst tabte sin vielsesring ned i en af de boblesenge, hvor man kan ligge og blive masseret af boblende vand.

“Er du godt klar over, at den sidder fast med 50 skruer?” sagde Frederik og kiggede med en stram mine på livredderen, der havde udpeget sengen, mens badegæsten stod ængstelig og ventede.

Først skilte han ét element ad.

Ingen ring.

Til gengæld en pokkers masse små rør, der sender det boblende vand op gennem sengen og gjorde arbejdet under den tæt på umuligt.

“Vi prøver et element til,” sagde Frederik, der godt kunne se på gæsten, at det her betød noget.

Og der var den! En lille, fin, forgyldt ring glinsede i vandet.

Så var dagen reddet – og hvis Frederik og livredderne skal være ærlige, så er det jo trods alt den form for redningsaktioner, de helst vil have – også selvom det er besværligt.

Med vielsesringen sikkert tilbage på ejerens finger forlader vi Frederiks hule for denne gang og runder første afsnit i vores føljeton om Sportsbyen af.

I næste afsnit tager vi med Trine ud på græsset, når Sportsbyens fodboldbane skal stå skarpt til HB&I’s kampe. ⚽