Thomas Nielsen er tidligere direktør i den finansielle verden, har haft det øverste ansvar i sportsklubben HIK og har driftet og styret Helsinge Hallerne. Nu skal den 45-årige Nordsjællænder lede Holbæk Sportsbys dagligdag og udvikling.
Det bliver Thomas Nielsen, som bliver den nye direktør for Holbæk Sportsby. En samlet bestyrelse i Fonden for Holbæk Sportsby har, i et stort felt af stærke kandidater, peget på Thomas Nielsen som den rigtige person til at sikre driften og udviklingen af Sportsbyen samt at forbedre samarbejdet med både foreningerne, brugerne og kommunen.
Bestyrelsesformand Bruno L. Hansen:
-Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at tiltrække så stor en kapacitet som Thomas Nielsen til vores Sportsby i Holbæk. Thomas har en grundlæggende erfaring med, og forståelse for, foreningskultur og kommer med en stor ballast af viden om idræt, idrætsfaciliteter samt ikke mindst økonomi, ledelse og styring. Gennem mange år har Thomas været direktør indenfor både den finansielle verden og idrætsverdenen. Hans baggrund passer utrolig godt til det, vi har behov for i Holbæk Sportsby – både her og nu samt på længere sigt.
Thomas har en ballast af viden og kompetence, som er helt fundamental for den fortsatte udvikling af Sportsbyen. Direktørstillingen her kræver evnen til at involvere og samarbejde med mange parter – ikke mindst brugere, foreninger, kommune og forretningspartnere – og vi er overbeviste om, at Thomas har evnerne til at løfte det. Vi ser frem til, at Thomas starter hos os og sikrer en velfungerende Sportsby sammen med de engagerede og dygtige medarbejdere.
Kommende Direktør Thomas Nielsen:
-Jeg glæder mig meget til at komme i gang med den virkelig interessante og vigtige opgave i Holbæk Sportsby, som i mine øjne i bund og grund er den mest interessante af sin slags i Danmark. Jeg ved, der er udfordringer økonomisk, driftsmæssigt og med udviklingen, så jeg bilder mig ikke ind, at det her bliver en dans på roser. Men med den nye bestyrelse, og de kompetencer der sidder i den, er jeg overbevist om, at vi sammen med de engagerede medarbejdere kan sikre en god og effektiv drift samtidigt med, at vi har fokus på en fortsat udvikling af aktivitetssiden i Holbæk Sportsby. Det glæder jeg mig til at lægge min erfaring og mine evner i og dermed kunne indfri målsætningen om at sikre Sportsbyens bæredygtighed og gøre den endnu mere relevant for stadig flere borgere i kommunen.
Thomas Nielsen tiltræder stillingen som direktør i Holbæk Sportsby 1. juni 2023