Sportsbyen skal have ny direktør

Holbæk Sportsby skal have ny direktør                         

Bestyrelsen i Fonden Holbæk Sportsby og direktør Carsten Damgaard er enige om, at der skal en ny ledelse til for at sikre Sportsbyen og dens videre udvikling bedst muligt.

Holbæk Sportsby ønsker at styrke organisationen, og tiden er inde til, at der er behov for en anderledes ledelsesprofil fremover. Det er konklusionen på bestyrelsens evaluering af situationen omkring Sportsbyen på bagkant af en svær periode med først Covid-19 og siden energikrisen. Efter at have vendt konklusionen med direktør Carsten Damgaard, der har varetaget ansvaret som direktør siden foråret 2018, er begge parter enige om, at nye kræfter skal tage ansvaret for den daglige ledelse af Holbæk Sportsby.

Bestyrelsesformand Bruno L. Hansen:

-Det er bestyrelsens ansvar at sørge for, at vores Sportsby lever op til det, den er skabt for og til på borgernes vegne. Sportsbyen skal være en livsnerve for glæde, fællesskab og sundhed i Holbæk Kommune. Men det kan den kun være, hvis den også selv er sund og i konstant udvikling. Det har vi vendt med Carsten Damgaard, og vi er meget glade for, at han er enig i, at det vil styrke Sportsbyen, at en ny direktør tager stafetten herfra og fører den videre.

-Vi vil gerne takke Carsten Damgaard for hans dedikerede indsats fra første dag i Sportsbyen. Han har været med til at skabe noget, som Holbæk kan være stolt af, og han har stået for en engageret ledelse gennem en svær periode med både covid-restriktioner og energikrise. Han har været en meget synlig repræsentant for Sportsbyen i hele vores lokalsamfund, og vi ønsker ham alt det bedste for fremtiden.

Afgående direktør Carsten Damgaard:

– Siden de allerførste dialoger mellem foreningerne tilbage i oktober måned 2010 og frem til i dag har jeg fået de største oplevelser og glæder i arbejdet med tilblivelsen og igangsætningen af Holbæk Sportsby. Jeg vil sige stor tak til alle dedikerede kolleger – både fastansatte og timelønnede – som har ydet langt større indsatser for Sportsbyen, end man med rette kan forlange. En stor tak også for et fantastisk samarbejde med foreningerne. Fællesskabet og samarbejdet har været unikt og en væsentlig årsag til, at vi i dag har en Sportsby, som Holbæk Kommune bliver misundt langt ud over kommunegrænsen. Tak for godt samarbejde med Holbæk Kommune, Bestyrelsen Fonden Holbæk Sportsby og et væld af andre gode samarbejdspartnere. Jeg har fuld forståelse for, at det nu er tid til, at der skal nye kræfter til at løfte Sportsbyen videre i udviklingen, og jeg ønsker Sportsbyen og alle omkring Sportsbyen held og lykke.

Prioriteten for bestyrelsen og den nye ledelse vil være:
– at styrke den administrative funktion og økonomistyring.

– at få et mere effektivt og åbent samarbejde mellem foreninger(brugere), Holbæk Kommune og Fonden Holbæk Sportsby.

– at implementere nyt grundlag og vision for udviklingen af Sportsbyen.

– at indhente og integrere erfaring udefra i forhold til balance mellem udvikling og økonomi.

Fonden Holbæk Sportsbys bestyrelse vil nu igangsætte en rekrutteringsproces frem mod at kunne præsentere en ny direktør.

 

På vegne af Fonden Holbæk Sportsby
Bruno L. Hansen: tlf: 2345 1444