#forchris vinder pris

P R E S S E I N F O R M A T I O N

#forchris vinder pris

 

I Holbæk Sportsby er vi stolte over at være en del af samarbejdet omkring #FORCHRIS, som netop har vundet specialprisen ved Spot:On Activation Award showet fredag den 4. november i København.

Spot:On specialprisen er nyoprettet og gives til ”aktiveringer, som ikke har et kommercielt udgangspunkt, men som er drevet af ildsjæle og passionerede mennesker. Den slags aktiveringer, som går lige i hjertet og er spot on i den gode sags tjeneste”.

Og prisen gik til #FORCHRIS, som startede som en minde- og hyldestindsamling til fordel for nu afdøde cykelrytter, kommentator og personlighed Chris Anker Sørensen. Indsamlingen udviklede sig via et unikt samarbejde til en international hyldest i stort format med det ikoniske portræt af Chris på Sportsbyens atletikstadion.

Lærredet over alle lærreder

Det 40 x 30 m store kontrafej på Sportsbyens græstæppe gav genlyd blandt millioner af sportsglade mennesker i 190 lande under 2. etape af årets Tour de France, som gik gennem Holbæk.

Med Tour-helikopterens TV-billeder af det unikke portræt og opfølgningen fra alverdens kommentatorer blev indsamlingen løftet til nye højder med en hyldest i kæmpeformat direkte fra Holbæk.

Der blev anvendt ny teknologi på Sportsbyens græstæppe, idet opstregningsfirmaet Turf Tank med avanceret robotprogrammering minutiøst fordelte 160 liter hvid maling med topmoderne opstregningsrobotter, der til hverdag kridter fodboldbaner.

Samarbejde om den gode sag

”Sportsbyens kerneværdier er fællesskab, samarbejde, bevægelse og sundhed, og disse værdier repræsenterede Chris Anker Sørensen i høj grad. Da vi så i forbindelse med Tour de France fik muligheden for et non-profit samarbejde om den gode sag med cykelentusiasterne bag indsamlingskampagnen Kasper Birkeholm Munk og Kim Sivert Jensen, sportskommentator Dennis Ritter og robotopstregningsfirmaet Turf Tank, var valget oplagt” udtaler direktør i Sportsbyen Carsten Damgaard og fortsætter: ”Som optakt til selve aktiveringen lørdag den 2. juli 2022 deltog Sportsbyen aktivt i den officielle 100-dages-nedtælling til Touren med div. cykelarrangementer, indsamlingsaften, en specialfremstillet mega-cykel (4,5 x 8 m) ved hovedindgangen, Gul fest og stor plakatudstilling for lokale skoleelever i samarbejde med grafikeren bag den officielle Tour-plakat og Sportsbyens logo Peter Ludvigsen.”

Når ildsjæle samarbejder dedikeret i den gode sags tjeneste, kan der skabes noget ud over det sædvanlige.