Simon Bastiansen træder ind i bestyrelsen for Fonden Holbæk Sportsby. Simon (56 år) er direktør for strategiske partnerskaber i dentsu X, der er en del af dentsu gruppen. Dentsu er et internationalt mediebureau med hovedkontor i København.
Simon ses ofte på tv og høres i radioen/podcast som ekspert inden for partnerskaber og branding både i forhold til kommuner, virksomheder, udbydere og i forhold til organisationer og den enkelte idrætsudøver. Herudover har Simon 10 års erfaring som medlem af bestyrelsen i Fonden for Kjøbenhavns Erhversklub.
Fonden Holbæk Sportsby blev stiftet den 6. juli 2016. Med Simon Bastiansens indtræden i bestyrelsen følges strategien med at tilføre kompetencer, der kan bidrage til den videre udvikling af Holbæk Sportsby. Sportsbyen har været i drift siden åbningen den 30. maj 2019, hvor covid-19 dog har forårsaget flere og længere nedlukninger i perioden frem til i dag.
Formand for Fonden Holbæk Sportsby Morten C. Henriksen udtaler: ”Jeg glæder mig over, at Simon træder ind i bestyrelsen. Simon har ikke blot et meget bredt og stærkt netværk, men også en stor viden og mange års kommerciel erfaring inden for sportens verden, hvor han bl.a. har arbejdet med DBU, Danske Bank, SAS og Carlsberg. Vi tager nu for alvor fat på planen med at tilføre bestyrelsen for Fonden Holbæk Sportsby kompetencer, der kan styrke arbejdet med visionerne, den daglige drift og den fortsatte udvikling af Sportsbyen”.
Simon Bastiansen udtaler: ”Jeg er ydmyg over for det kæmpe arbejde, som bestyrelsen allerede har gjort, for at få Holbæk Sportsby op og stå til nuværende niveau. Nu gælder det om at få udfyldt disse fantastiske rammer optimalt med arrangementer af høj kvalitet, til glæde for Holbæk, regionen og hele landet”.
Simon blev medlem af bestyrelsen for Fonden Holbæk Sportsby pr. den 4. november 2021.