OL-svømmere i Sportsbyen
På trods af nedlukning lægger Holbæk Sportsby i disse uger 50 m bassin til to svømmeatleters intensive træning.
Eliteatleter og professionelle idrætsudøvere kan få dispensation af myndighederne til at træne og konkurrere under corona-nedlukningen. Det er årsagen til, at de to elitesvømmere Anna Wermuth og Maria Grundt i øjeblikket træner i svømmecentret i Holbæk Sportsby. Begge er landsholdssvømmere og med i TEAM DANMARKS OL-trup.
Anna og Maria er meget tæt på at kvalificere sig til OL, og det får de mulighed for i hhv. april (Danish Open) og maj (EM). Indtil da, står der intensiv træning på programmet, og den står elitetræner Olaf Wildeboer for.
Ung international cheftræner
Som navnet antyder, har Wildeboer hollandske rødder. Han kommer fra en svømmefamilie med stolte traditioner gennem flere generationer. Olaf Wildeboer har boet mange år i Spanien, hvor han var elitesvømmer i 14 år (1998-2012) og bl.a. deltog i OL-2004 sammen med sin yngre bror Aschwin. Farens trænergerning bragte Olaf til Danmark, hvor han er ansat som chef-/elitetræner i Hovedstadens Svømmeklub – Danmarks største svømmeklub med 8.500 medlemmer. Et job, som ofte bringer ham til udlandet, så han har et grundigt kendskab til svømmesporten.
I disse uger bor både elitetræneren og de to OL-/landsholdssvømmere på Sportellet, nyder godt af køkkenchef Svends gode mad og træner i Sportsbyens OL-bassin to timer hver morgen og igen hver aften. Der trænes både fysisk, teknisk og mentalt, og træningsmetoderne er baseret på videnskab, så der testes, måles og filmes for at opnå optimale præstationer.
Talent og dedikation
Olaf Wildeboer er med sine 37 år en ung chef-/elitetræner, men hans styrke ligger i, at han som tidligere topatlet evner at sætte sig i svømmernes sted. Han har en god forståelse af, hvordan alle elementerne fungerer sammen, og så motiveres han af at se en udvikling hos svømmerne. For at nå helt til tops skal atleterne ifølge Olaf have både talent, dedikation og udholdenhed. Det kræver ofre at være blandt de bedste. Han beskriver talent som en kombination af mindset, kropsbygning og lunger/hjerte. Olaf Wildeboers største personlige svømmeoplevelse var deltagelse i OL-2004 sammen med sin meget talentfulde bror, og Olafs bedste oplevelse som træner for Anna og Maria var i 2017, hvor de kvalificerede sig til EM på hjemmebane.
Vil gerne tilbage til Holbæk igen
Både Anna, Maria og Olaf er meget begejstrede for Sportsbyens svømmefaciliteter, og de kunne godt tænke sig at komme tilbage til Holbæk og træne – og deltage i et mesterskab.
Billedtekst:
OL-træning: Anna, Maria og Olaf ved Sportsbyens olympiske bassin