Nyt år og nye åbningstider

Nyt år, nye åbningstider og nyt menukort i Sportsbyens café

Når Sportsbyen åbner igen i det nye år, har vores café fået nye åbningstider og nyt menukort 😊 Det sker for at tilpasse os situationen og den aktuelle efterspørgsel, så vi fortsat kan servicere vores mange daglige brugere og gæster bedst muligt.

I 2021 åbner cafeen kl. 10:00 alle ugens dage. Køkkenet lukker kl. 19:30 mandag-torsdag og kl. 18:30 fredag-søndag. Ønsker du at købe en kop morgenkaffe/te, kan det ske fra kl. 7:30.

Mødedeltagere i vores lounge- og mødelokaler vil fortsat blive serviceret fra kl. 8:00. Vi tilbyder også fremadrettet vores attraktive mødepakker og festmenuer. Køkkenteamets fokus vil fortsat være på sund, frisklavet mad med lokale råvarer, i det omfang det er muligt. Dette koncept suppleres med let tilgængelige produkter, der er hurtige og nemme at tage med sig, som fx pølsehorn. Der vil også blive tilbudt forsmurte produkter via to automater, så ingen går sukkerkold.

Det nye menukort, der gælder for årets tre første måneder, har fået tilføjet et par børneretter og er blevet forenklet lidt, men indeholder stadig både lækre sandwich, salater, frugt, kage og dagens ret. Menukortet gøres også mere fleksibelt, idet det justeres hver tredje måned alt afhængig af sæson. Som noget nyt inddrages brugerne, som fx kan foreslå retter til de sæsonopdelte menukort.

Endelig arbejder vi på at gøre vores cafe mere hyggelig med bl.a. planter og mobile rumopdelere.

 

På gensyn i Sportsbyens café til god mad og hygge! 😊