Godt Nytår – 2021
På pressemødet tirsdag den 29. december 2020 med vores statsminister Mette Frederiksen og andre myndigheder blev det klart, at den igangværende nedlukning fortsætter til og med den 17. januar 2021. Det betyder, at også Holbæk Sportsby fortsat er lukket for indendørs aktivitet.
De fleste af os havde nok tænkt, at dette kunne blive et realistisk scenarie, men det ændrer ikke på, at vi alle glæder os til at komme derhen, hvor vi kan få vores mere normale og sociale liv tilbage. De begrænsninger, som corona virus giver os alle, står i skærende kontrast til alt det, som Holbæk Sportsby står for og rummer, nemlig FÆLLESSKAB – SAMARBEJDE – BEVÆGELSE – SUNDHED.
Vi skal alle støtte op om myndighedernes retningslinjer og anbefalinger, så vi hurtigst muligt kommer frem til målet, hvor vi sikkert og sundhedsmæssigt forsvarligt kan åbne igen til glæde og samvær.
2020 har trods alt været et givende og spændende år – også i Holbæk Sportsby. Foreningerne med base i Sportsbyen er vokset i medlemsantal, aktiviteterne i de enkelte foreninger er generelt blevet øget betydeligt i løbet af 2020, og alle foreninger/ brugere har håndteret alle udfordringerne, som corona har givet, på fremragende vis. TAK til alle for at udvise samfundssind – som jo er kåret til Årets Ord 2020 – og handlekraft i håndteringen af en så uvant situation og udfordring, som corona er.
Den 26. februar 2020 blev Holbæk Sportsby kåret til ”Årets Idrætsbyggeri 2020” i tæt konkurrence med Helsingør Stadion og så stærke ikoniske/ fremragende byggerier som KB Hallen og Amager Bakke. En kåring som vi alle kan og skal være stolte af. Den 6. – 7. marts 2020 bestod Sportsbyen sin til dato største prøve, hvad mangeartede aktiviteter angår. Vi var venue for Davis Cup mod Puerto Rico – hurtigt udsolgt med 800 solgte billetter. En fantastisk oplevelse. Samme weekend afholdt Dansk Boldspil Union DM i Futsal i Multihallen, DGI havde crossløb med 700 deltagere, der var divisionskamp på stadion, vi havde rigtig mange gæster i svømmecentret samtidig med, at der var foreningsaktivitet i alle de øvrige faciliteter både ude og inde. En weekend, hvor Sportsbyen summede af glad aktivitet, mange entusiastiske mennesker – lige præcis det, som Holbæk Sportsby er til for og gearet til. Ugen efter blev Danmark lukket ned på grund af corona.
Holbæk Sportsby var dog også aktiv under nedlukningen. Således blev der live streamet DJ musik fra foyeren til rigtig mange online følgere, og vi arrangerede i maj måned det store udendørs Drive In Stand Up Show med Uffe Holm og MGP Show……..kæmpe succes under de givne rammer.
Vigtigst af alt i 2020 har været den daglige idræt, foreningerne og de daglige brugere af Holbæk Sportsby. I har kun fået lov til/ mulighed for sporadisk at vise, hvad Sportsbyen kan og indeholder – potentialet er bare til langt langt mere, når I og vi alle får en længere, sammenhængende periode til at arrangere, udvikle og udleve de kæmpe potentialer, som alle indeholder, med Sportsbyen som ramme.
Allerede nu har mange foreninger – og Sportsbyen – spændende events og arrangementer i pipelinen for 2021. Jeg glæder mig til et kommende år, hvor vi sikkert bevæger os mod mere normale, daglige tilstande, hvor I og vi sammen kan udvikle idræt, bevægelse og fællesskab, som vi alle holder så meget af. En af trends’ne er helt klart, at udeidræt kommer endnu mere i fokus i 2021, og det skal vi tænke ind i planerne fremefter – forsøge i højere grad at sammenkoble inde- og udeidræt.
ALLE i Sportsby organisationen siger tusind tak for samarbejdet, alle besøgene og alle oplevelserne i 2020 – RIGTIG GODT NYTÅR – vi glæder os til at se jer alle igen.
Carsten Damgaard – Direktør i Holbæk Sportsby