Holbæk Sportsby lukker svømmecentret fra og med fredag den 4. oktober til og med søndag den 6. oktober 2019. Svømmecentret åbner igen mandag morgen den 7. oktober kl. 05:30 som normalt.
Den midlertidige lukning af svømmecentret skyldes udbedring af gulvet, først og fremmest omkring familiebassinet, og enkelte steder omkring det store bassin. Det er belægningen, der bobler op og skaller af. Gulvet har tidligere været forsøgt repareret ad to omgange i hhv. juni og juli, men det har desværre vist sig ikke at være tilstrækkeligt.
Gulvfirmaet Hewikuts salgschef Finn Clausen udtaler: ” Hewikut A/S har ved gennemgang af belægningen i svømmehallen i Holbæk Sportsby den 7. august 2019 konstateret områder med manglende vedhæftning i topcoaten på belægningen til trods for tidligere udbedringsforsøg.
Vi har internt i Hewikut foretaget analyse af trækprøve på belægningen, og disse prøver viser ingen problemer i forhold til styrken på belægningen. Vi anser, at der ligger en udfordring i forhold til fugtigheden i svømmehallen ved udlægningen af topcoat. På baggrund af dette har vi for Fonden Holbæk Sportsby fremlagt en ny plan for udbedring af belægningen”.
Holbæk Sportsby beklager at måtte lukke svømmecentret igen – direktør Carsten Damgaard siger: ”Det er vigtigt for os alle, at svømmecentrets gulve bliver bragt i orden. Det er en rigtig ærgerlig situation, og vi beklager den gene, lukningen giver for vores mange brugere, men vi foretrækker at få bragt tingene i orden så hurtigt som muligt. Holbæk Sportsby forventer, at gulvet nu bliver udbedret én gang for alle”.