Løb i Holbæk som Frederik

Træn løb i Holbæk som Frederik

Frederik (33 år) er livredder i Sportsbyen, hvor du kan møde ham på bassinkanten. Når han ikke er i svømmecentret, er han ofte at finde på Sportsbyens store udendørs område, hvor han træner bl.a. løb. Han dyrker nemlig triatlon og skal deltage i VM på Hawaii senere på året.

Få inspiration til løb i Holbæk af Frederik her:

Gode udendørs træningsmuligheder

”Mange ved, hvad Sportsbyen rummer indvendigt med foreninger og baner i forskellige farver, størrelser og underlag. Men hvad kan Sportsbyen egentlig udendørs? Udendørsarealet er rigtig stort. Man fristes næsten til at sige, at man ikke kan se skoven for bare træer. Og det er ærgerligt, hvis folk bruger lang transporttid for at lave en kombination af deres sport, som de måske/måske ikke dyrker i Sportsbyen. Som triatlet har jeg ikke svært ved at se muligheder, og en autocamper på P-pladsen havde umildbart været en optimal løsning for mig. Men det går nok ikke ☹ Dels ejer jeg kun et telt, men jeg tror også, min familie ville savne mig. Måske?

Løb på atletikbane, bakke og stisystem

Løb er ligesom cykling blevet en folkesport – bare i en noget mere budgetvenlig udgave. Og det kan vi godt li’! Træning og løb er ikke rocket science, og Sportsbyen med området omkring er et slaraffenland for den nysgerrige udøver. Det kan lyde farvet, men det ikke tilfældet. Når jeg ikke benytter mig af de indendørs faciliteter, så er Udsigtsbakken på østsiden rigtig god at løbe bakke-intervaller på. Løb på bakker er særligt godt for at forbedre ens holdning, da de kortere skridt og derved hurtigere afvikling vil tvinge dig i en mere oprejst position. Det giver samtidig en god styrke og bund i benene.

Bevæger du dig på vestsiden, så er den røde løber nærmest rullet ud i form af den flotte 400 m atletikbane. At løbe på bane er en glimrende mulighed for at løbe i højere tempo end normalt. Underlaget er lidt blødere og derved skånsomt for knæ og led. Vinden spiller en mindre faktor på det lukkede område, og der er ikke en bedre følelse end at smide sig i græsset efter serie best laps. Følger man med i atletik, men har svært ved at vurdere de præstationer, verdenseliten laver på tv, så vil jeg opfordre alle vovehalse til at tage en tur på banen og løbe EN omgang! KUN en ……. Kan du komme under 80 sekunder, vil jeg sige, du har øvet dig. Verdensrekorden er 26:10 i skrivende stund på 10.000 m = 25 omgange = 63 sekunder pr. omgang. Værsgo’ og spis! 😊

Hvis man bare vil ud at strække benene, er stisystemet ud til Ladegårdsalleen en dejlig tur. Der er altså rigtig gode muligheder for løb i Holbæk!

Hvem er jeg?

Mit navn er Frederik. Jeg er fra den dag, paven besøgte Roskilde – den 6. juni tilbage i 89’ – og en sand multikunstner. Jeg er Sportsbyens friske og glade morgenansigt i svømmecenteret og jeg har dyrket triatlon siden 2009. (Inden da var det, der optog min tid, det åbne vand som jolle- og mindre kølbådssejler.) Jeg bor i Gevninge med min bedre halvdel Stine og vores 3 børn: Emma, Sofus og Bertil. Jeg løb i april måned Hamborg maraton i tiden 2t47min.

Jeg tillader mig at hælde lidt ananas i egen juice og sige, at jeg faktisk var ret god til triatlon, inden coronaen ramte og kastede to børn af sig. Jeg blev overall amatør Europamester på Ironman-distancen i 2017 i tiden 8t37min. Året efter blev jeg Vice-Nordamerikansk mester på samme distance i Texas i tiden 8t34min. Jeg har kvalificeret mig og deltaget ved VM på Hawaii hele fem gange og har en 3. + 5. plads som bedste resultater.

Turen går nu atter til Hawaii til september, så bassinkanten bliver en månedstid skiftet ud med Hapuna Beach og Dig Me Beach, som er blandt top 10 bedste strande i verden. Sorry, not sorry 😊

Men bare rolig, I’ll be back …”

Mange sportslige hilsner

FREDERIK