Spændende profil træder ind i Sportsbyens bestyrelse
Fonden Holbæk Sportsby har fået et nyt bestyrelsesmedlem og dermed nye kompetencer. Medio marts 2026 er Else Marie Thorgaard indtrådt i bestyrelsen. Else Marie er 42 år, bor på Frederiksberg og har en bred idrætsfaglig baggrund.
Else Marie arbejder som specialkonsulent i Kommunernes Landsforening, hvor hun varetager kommunernes interesse på idræts-, fritids- og folkeoplysningsområdet. Tidligere har hun bl.a. arbejdet som chef for netværk og forretningsudvikling hos Dansk Facilities Management samt som udviklingskonsulent hos DGI og DIF. Else Marie har desuden bestyrelses- og politisk erfaring fra bl.a. Aveny-T fonden på Frederiksberg samt erfaring med frivilligt arbejde. Med hendes indtræden i bestyrelsen tilføres stærke kompetencer, der bl.a. skal styrke Sportsbyens samarbejde med foreningerne.
Holbæk Sportsby er inde i en positiv udvikling med styr på økonomien. Det skaber den nødvendige forudsætning for udvikling og udvidelse af faciliteterne i Sportsbyen på nye og inspirerende måder til gavn for både eksisterende og kommende brugere.
Med sin idrætsfaglige baggrund tilfører Else Marie bl.a. viden om lovgivning og initiativer på fritids- og kulturområdet samt en generel idrætspolitisk viden, der skal sikre et konstruktivt samarbejde med Sportsbyens mange foreninger.
”Jeg har fulgt Sportsbyen gennem alle årene og glæder mig over den positive udvikling, hvor Sportsbyen danner rammen om fællesskaber og gode oplevelser. Sportsbyen er et spændende sted i dag, og jeg ser frem til at bidrage til den fortsatte udvikling, så Sportsbyen med et levende og inspirerende miljø omkring de klassiske idrætsfaciliter i endnu højere grad bliver et attraktivt samlingssted for borgere i hele kommunen” lyder det fra Else Marie Thorgaard.
”Bestyrelsen og alle omkring Sportsbyen glæder sig over, at Else Marie Thorgaard er trådt ind i fællesskabet. Sportsbyen ser ind i en spændende udvikling og udvidelse af aktiviteterne, hvor Else Maries kompetencer kommer til deres rette. Jeg ser virkelig frem til samarbejdet, hvor Else Marie tilfører yderligere viden og indsigt til en meget kompetent bestyrelse” udtaler bestyrelsesformand Bruno Lundgård Hansen.
