Nyt bestyrelsesmedlem

Endnu en stærk profil træder ind i Sportsbyens bestyrelse

Simon Bastiansen træder pr. 1. maj ind i bestyrelsen for Fonden Holbæk Sportsby. Simon er 60 år og kommerciel direktør for DIF & Team Danmark Kommerciel.

Simon Bastiansen optræder ofte i medierne som ekspert inden for partnerskaber og sponsorater både i forhold til erhvervsliv og kommuner samt i forhold til organisationer og idrætsudøvere. Simon har ikke blot et meget bredt og stærkt netværk, men han har også stor viden og mange års kommerciel erfaring, bl.a. som direktør for strategiske partnerskaber i det internationale mediebureau Dentzu X. Med Simons indtræden i bestyrelsen tilføres stærke kompetencer, der kan styrke Sportsbyens fortsatte udvikling af aktiviteter for både nuværende og nye brugere.

Holbæk Sportsby er allerede inde i en positiv udvikling, hvor røde tal er vendt til sorte tal. Der er styr på økonomien og dermed luft til at udvikle Sportsbyen via nye strategiske samarbejdsaftaler og udviklingsprojekter med fokus på nye spændende muligheder for både eksisterende og kommende brugere. Sportsbyen er et foreningshus med et kommercielt mindset, og med Sportsbyens konstruktion er en kommerciel strategi en forudsætning for at sikre en bæredygtig økonomi og dermed skabe mulighed for udvikling af faciliteterne på nye inspirerende måder.

Idrætssamarbejder

Som direktør for DIF & Team Danmark Kommerciel er Simon Bastiansen vant til at balancere mellem at varetage idrættens interesser og styrke både bredde og elite og samtidig udvikle stærke og værdifulde partnerskaber mellem kommune, erhvervsliv og dansk idræt ud fra devisen: Ingen vinder alene.

Samfundstendensen er en øget professionalisering af idrættens faciliteter, og med Simon Bastiansen ombord i bestyrelsen er Sportsbyen godt rustet til at intensivere samarbejdet med både de nationale forbund, det lokale erhvervsliv, foreningerne samt nye brugere.

”Jeg er glad for nu at kunne genindtræde i bestyrelsen. Sportsbyen har været igennem en fantastisk udvikling, og jeg ser frem til at fortsætte ad den positive vej, som allerede er lagt. Idrætssamarbejdet i Holbæk Kommune står som et fyrtårn med de mange foreninger samlet i Sportsbyen, og med grene ind i både DGI, DIF og Team Danmark står vi bredt for at nå højt.” lyder det fra Simon Bastiansen.

”Bestyrelsen og alle omkring Sportsbyen glæder sig til, at Simon Bastiansen igen træder ind i fællesskabet. Netop i denne fase, hvor vi ser ind i en markant udvikling og udvidelse af aktiviteterne, kommer Simons tydelige kompetencer til deres rette” udtaler bestyrelsesformand Bruno Lundgård Hansen.