Presseinformation
Svømmecentret i Holbæk Sportsby er åbent hele sommeren kl. 08.00 – 18.00
Skolerne og mange danskere tager hul på sommerferieperioden nu. Svømmecentret i Holbæk Sportsby har åbent for offentlig adgang hver dag hele sommeren kl. 08.00 – 18.00 fra og med på mandag den 27. juni til og med søndag den 7. august 2022. Åbningstiderne gælder også i weekenderne.
Det var planen, at belægningen og gulvet i svømmecentret skulle renoveres i sommerperioden med lukning af svømmecentret til følge, men det har ikke været muligt at igangsætte dette arbejde, hvorfor der vil være offentlig adgang til en svømmetur og sjov i Holbæk Sportsby.
Tidligere på året blev gulvet i svømmecentret repareret, da belægningen boblede op og skallede af. Denne reparation har gjort, at belægningen vurderes til at kunne holde indtil den endelige renovering kan igangsættes. Direktør Carsten Damgaard udtaler: ”Jeg er rigtig glad for, at vi kan tilbyde mange sommergæster og daglige brugere en dejlig svømmetur i Holbæk Sportsby alene eller sammen med familie og venner. Vi havde jo forventet at skulle lukke svømmecentret i sommerferien for renovering af gulvet, men når det alligevel ikke bliver aktuelt i denne omgang, glæder det mig, at svømmecentret er åbent for alle hele sommeren”.
Borgere med abonnementet ”Morgensvøm”, som giver adgang til svømmecentret i tidsrummet kl. 05.30 – 07.30, får sat abonnementet i bero, så abonnementet bliver forlænget med sommerferieperioden, hvor svømmecentret først åbner kl. 08.00 hver dag.
I svømmecentret vil der hele sommeren være flere forskellige aktiviteter, og der vil selvfølgelig også være mulighed for at svømme baner eller hygge sig i familiebassinet og i varmtvandsbassinet, hvor der vil være offentlig adgang i hele åbningstiden fra mandag den 27. juni.
Svømmecentret i Holbæk Sportsby tilbyder det store olympiske bassin, familiebassin som er ca. 30 grader varmt med en lille rutchebane og soppebassin. Der er et wellnessområde med massagestole i vandet og et 72 m2 varmtvandsbassin, der er ca. 24 grader varmt. Det er også muligt at nyde livet og slappe af i saunaen.
23.06.2022/ CD