Poul Krebs, akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester, kommer til Holbæk tirsdag den 28. september 2021.
Poul Krebs har sat sig i hjertekulen på flere generationer. I sin lange karriere har han skrevet over 500 sange, spillet mere end 1000 koncerter og udgivet utallige albummer, som tilsammen har solgt i over en million eksemplarer. “En af dansk poprocks bedste iagttagere”, skrev BT. “En troværdig og ligefrem kunstner i særklasse”, skrev Jyllands Posten. “En ualmindeligt kultiveret musiker, der presser sig selv til det yderste for at give publikum en oplevelse, de aldrig glemmer”, skrev GAFFA. Sammen med Danmarks Underholdningsorkester indleder Poul Krebs sin efterårstour 2021 i Holbæk Sportsby.
“Det bliver første gang, at så mange fantastiske musikere står på samme store scene her i Holbæk, og vi er rigtig stolte af at kunne præsentere en koncert af den kaliber. Det er et stort set-up, som kun er muligt, fordi vi har Sportsbyen” udtaler en glad Carsten Damgaard, der glæder sig til igen at opleve en live koncert og synge med på “Sådan Nogen Som Os”.
Med ukuelig spillemandsglæde drager Poul Krebs på efterårstour, akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester, som kontinuerligt rykker grænserne for, hvad et klassisk orkester egentlig kan.
Forvent originalitet, østjysk hjertevarme og nye fortolkninger af klassikere, når Krebs og Danmarks Underholdningsorkester besøger Holbæk Sportsby.
Billetsalget starter tirsdag den 8. december 2020 kl. 10:00 på: https://billet.musik.dk/event/poul-krebs-med-danmarks-underholdningsorkester/holb-k-sportsby/1691195