Drive In på Sportsbyens parkeringsplads

Bliv I Bilen – Danmarks første og eneste mobile drive-in scene kommer til Holbæk fredag den 22. maj. Med Uffe Holm og MGP19 er der garanti for kanon underholdning på en tryg og sikker måde fra scenen til bilerne.

Corona har lukket Danmark ned, og underholdning er udskudt på ubestemt tid. Men så fik Uffe Holms kone en ”skør idé”. Den idé samt et efterfølgende uopfordret opkald fra Lars Godbersen fra Flying Superkids skulle vise sig at vende op og ned på det hele. Idéen om drive-in underholdning var født, og få dage efter var konceptet BLIV I BILEN en realitet. BIB Entertainment kunne allerede d. 16. april afvikle det første BLIV I BILEN stand-up show i Århus. Og derfra gik det stærkt.
Med strategien ‘At være noget for de fleste’ blev der hurtigt skabt en tour, som kommer rundt i de fleste afkroge af Danmark og ikke bare tilgodeser storbyerne. Bliv I Bilen har fået en fantastisk modtagelse i hele Danmark, og indtil nu har 12 byer haft besøg, og der er afviklet 26 stand-up shows og 11 familiekoncerter med artister fra MGP19.

Fredag den 22. maj rykker den mobile drive-in scene til Holbæk Sportsby, hvor Uffe Holm og MGP19 sørger for underholdningen – trygt og sikkert fra scenen til bilerne. Uffe har naturligvis været i tænkeboksen – og har nogle gode bud på, hvordan man kommunikerer fra scenen til publikum i bilerne – så vær klar med dyt, langt lys og meget mere.

Kom og vær med, når de to arrangementer præsenteres: Familiekoncert med artister fra MGP19 kl. 16:30-17:30 og stand-up show med Uffe Holm og Anders Nielsen kl. 19:00-20:00. Og skulle du sidde og tænke: ”Argh – det bli’r da underligt at skulle sidde i en bil og blive underholdt”, så tro os, når vi siger – ”det er anderledes, men det er f…… fedt”. Ellers gjorde vi det ikke! Og hvis du nu lige tænker dig om – hvad har du ellers i kalenderen fredag den 22. maj? For mere information se: www.blivibilen.dk

”I disse tider gælder det om at tænke kreativt, og vi glæder os rigtig meget til at kunne præsentere underholdning ud over det sædvanlige på Sportsbyens parkeringsplads. På den måde kan vi bevare relationen til vores mange daglige brugere og gæster, som er utålmodige efter at komme i gang med bevægelse og socialt fællesskab på afstand. Når myndighederne tillader det under hensyntagen til den sundhedsmæssige ansvarlighed, er vi klar med bl.a. hold-afstand-mærker på underlaget, ekstra mulighed for afspritning, hyppig rengøring og diverse skærme i fx reception og café”, slutter Carsten Damgaard.