I går (Kr. Himmelfartsdag) kl. 08:00 slog Holbæk Sportsby dørene op for første gang, og HVILKEN begyndelse på et langt, langt liv!
Vi havde gæster fra vi åbnede, til vi lukkede kl. 19.00. Glade mennesker tog godt imod vores flotte faciliteter. Næsten 200 besøgte svømmecentret, og vi vurderer, at mellem 5.000 og 6.000 borgere kiggede inden for i Sportsbyen i løbet af dagen – det var helt overvældende taget i betragtning, at foreningerne kun i det meget små er ved at rykke ind. Foreningerne har jo hele juni måned til at tage faciliteterne i brug.
Sportsbyens café & restaurant var flittigt besøgt, og store dele af dagen var næsten alle siddepladser optaget. God kaffe med hjemmebagt brød eller kage, dejlig frokost og flere benyttede sig af muligheden for en lækker middag med god vin til aften.
Vejret var jo ikke det bedste, men en del besøgende så nummer 3 på den danske padelrangliste – Sofus Enrum – spille padel, når det er bedst. Flere gæster prøvede også selv det sjove spil. Det er muligt at leje en padelbane for kun kr. 99,- for en time. Det er også muligt at leje ketcher og købe bolde.
Igennem hele dagen og hen over weekenden vil gæsterne blive mødt af ”Frivillige” i deres flotte t-shirts. De frivillige hjælper med at vise gæsterne rundt, hjælper til i café området og hjælper med adgangsarmbåndet, når man vil i svømmecentret.
Tak for en fantastisk åbningsdag! Holbæk Sportsby er åben i dag fredag kl. 05.30 – kl. 19.00 og lørdag/søndag kl. 08.00 – kl. 19.00. Besøg svømmecentret – nyd en god kop kaffe og lækker mad i café & restaurant – vi glæder os til at byde endnu flere borgere velkommen i Sportsbyen hen over weekenden!
Bedste hilsner
TEAM Holbæk Sportsby