Backstage optagelser

Første spadestik til Holbæk Sportsby blev taget i efteråret 2016, og det store byggeprojekt nærmer sig nu sin afslutning. Den lange og fascinerende byggefase er heldigvis blevet dokumenteret takket være et godt samarbejde med nogle meget engagerede fotografer.

Hver torsdag siden efteråret 2017 har den lokale fotoklub iso4300 taget billeder både inde og ude i såvel byggestøv som regnvejr. De har ikke ladet sig stoppe af hverken sikkerhedshjelme, afspæringer eller dårligt vejr. Fotoklubben har også stillet op til alle tre Åbent Hus arrangementer. Det er der kommet rigtig mange gode billeder ud af. Et lille udpluk af dem kan du se under Nyheder/Galleri. De vil løbende blive udskiftet. Andre igen findes på vores hjemmeside og de sociale medier.

En stor tak til Torben, Carsten, Børge og Jens-Erik fra fotoklubben for deres frivillige arbejde, som de heldigvis fortsætter med i Sportsbyen.

Præsentationsvideoen på hjemmesidens forside er lavet af det prisvindende bureau Homey Media, som blev udfordret af både kraftig vind, byggestøv- og materialer samt igangværende arbejde. Med hjælp fra frivillige Holbæk borgere og kommende brugere fra foreningerne samt et par lokale gymnasieklasser som statister blev videoen imidlertid skudt i løbet af blot nogle timer en lørdag i februar og en fredag i marts.

Tak til Marie og Sebastian fra Homey Media for deres dedikerede indsats – og heldigvis følger flere små film.

Vi glæder os rigtig meget til ibrugtagningen, så vi kan byde de mange brugere og gæster velkommen til at opleve Sportsbyen live!